Hay’s baby
Det var snevejr ved daggry den 25 Marts 1916, da flyene lettede fra vandflyver-skibet Vindex sydøst for Horns Rev. Man ville bombe luftskibsbasen i Tønder med fly fra et hangarskib. Det var en ambitiøs plan - og noget der først ville lykkes langt senere i krigen.
Det var der flere grunde til - men denne morgen skyldtes det først og fremmest, at man ikke vidste hvor basen lå. Piloterne troede at Tønderbasen lå ved Højer da de 5 fly lettede. 3 Short-184 dobbeltdækker vandfly og 2 mindre Sopwith Baby. Halvanden time efter de lettede kom de første fly tilbage - en Short 184 og den ene Sopwith Baby dukkede frem af snebygerne over de rullende bølger. Men hvor var de andre fly?
Den ene Short 184, fløjet af Fl. Lt. G.H.Reid med Underofficer R.Mullins som observatør, var på vej tilbage, da Mullins rakte frem mod sin pilot, prikkede ham på skulderen, og pegede ned på vadehavet. Dér, i det lave vand, nær kysten under dem, flød den ene af Sopwith Baby flyene omkring, med piloten Fl.Lt J.F.Hay vinkende op til dem. Reid landede sit fly så tæt på Babyen som han kunne, og efterlod så Mullins til at holde fast på flyet, for at det ikke flød væk. Så gik han selv over til Hay, for at høre hvad der var i vejen. Sopwith Babyens motor var gået i stå, og nu ville den ikke starte, trods det, at den var udstyret med noget så topmoderne som en selvstarter der kunne betjenes fra cockpittet.
Mens Hay forklarede sin kollega situationen stødte en mindre gruppe tyske soldater til de civile der allerede stod ved kysten og så på mens de råbte uforståeligheder til de engelske flyvere. Så Hay og Reid banede sig vej tilbage til Mullins og den intakte Short 184. Hay kravlede op på vingen og fandt sig til rette efter bedste beskub. Reid og Mullins indtog deres respektive pladser, og så lettede Short’en hen over hovedet på tilskuerne med et muntert, engelsk-klingende ‘Auf Wiedersehen” råbt til afsked.
Men på højde med Hørnum på Sild satte den ene halvdel af den Shortens 12 Cylindrede motor ud. Måske var det tændingen? Måske var det karburatoren? Flyet var i forvejen overbelastet fordi der sad en ekstra passager på vingen - så noget måtte gøres for at starte motoren. I en opvisning i ekstraordinært (vove)mod klatrede Mullins, trods sludbyger og høj fart, forbi Reids cockpit og ud på snuden af det flyvende fly og forsøgte at reparere motoren. Men han fandt at det var umuligt, og returnerede til sin plads med uforrettet sag. Reid satte derefter flyet ned i vadehavet og prøvede så at bruge den som propeldrevet båd, og simpelthen sejle tilbage til Vindex. Men de var for tæt på Sild og stødte konstant mod vadehavets bund. Og nu var de også ved at løbe tør for benzin….
Men de nægtede at give op, så med den sidste smule benzin, prøvede de at indhente en lille sejlbåd, for at kapre den, og sejle retur til Vindex. De var desværre ikke manøvredygtige nok, og da to tyske vandfly landede tæt på dem, var spillet ude. Englænderne nåede at ødelægge deres hemmeligstemplede kort og knuse størstedelen af deres instrumenter før de blev fangede.
Det tredje fly var i mellemtiden også nødlandet - og også det blev taget af Tyskerne. Alle tre fly blev beslaglagte - det var fjendtlig høj-teknologi og måtte undersøges, og det gjorde man naturligvis bedst på de steder hvor man selv havde adgang til den nyeste teknologi: som på basen i Tønder. Det mest moderne af flyene - Sopwith Baby’en - blev derfor flyttet til basen i Tønder til analyse, og senere malet i tyske farver og sat i drift på Sild som en del af den tyske tilstedeværelse der.