Når hjælpen vender ryggen til, L19
“Start Motoren!”, Kaptajn William Martin stirrede på sin matros, George Denny. “Start den fandens motor, George!”
Førstemanden ombord på damptrawleren King Stephens kiggede ud på Februar-nordsøen igen. Det var et absurd sceneri derude. Dér, midt i det oppiskede og iskolde vand, flød en vældig sølvfarvet figur. Minut for minut dybere i vandet. Og overskrævs på sølv-hvalens ryg sad en lille gruppe mænd. Tyske søfolk. Luftmarinere. På vej til at møde deres skaber i havets kolde, stille grav.
“Damp, styrmand! Sejl os væk”. George Denny nikkede til sin skipper.
Med en let skælvende hånd drejede han messinghåndtaget om til ‘fuld kraft’, og medens det styrtede luftskib forsvandt bag sludstød og bølgetoppe, bad han og de andre en bøn, og så de tyske marinere smide flasker med breve ud i havet, som de sidste desperate hilsner til nære og kære, og den verden, hvis krig snart ville have krævet endnu 16 liv…
Den 31. Januar 1916 styrtede L19 ned i Nordsøen med hele sin besætning efter et bombetogt over bla. Burton on Trent. L19 havde både radioproblemer og motorproblemer og landede i Nordsøen, med 16 prisgivne besætningsmedlemmer. Den engelske damptrawler King Stephens opdagede L19 og sejlede til undsætning. Men kaptajn William Martin ombestemte sig. Måske fordi han var bange for at de tyske soldater ville overmande hans, noget mindre, besætning, hvis man tog dem om bord. Måske fordi hans trawler havde været på fangst i et ulovligt farvand, og en redningsaktion ville gøre myndighederne opmærksomme på det faktum.
Uanset motivet, så sejlede King Stephens væk og overlod de unge tyske mænd fra Tønderbasen til deres våde grav. Historien fik stor propagandaeffekt både i Tyskland - de engelske umennesker overholdt ikke søens love - og i England, hvor den offentlige opinion blev splittet for og imod kaptajn Martin. Kaptajnen modtog både anprisninger og trusler med posten, og døde året efter af et hjertetilfælde, den 24. Februar 1917.
Historien kendes både fra de officielle udredninger, og fra de flaskeposter som de tyske marinere smed fra L19.